Dagligdagen er forskellig alt efter, hvilken alder dit barn har.
I vuggestuen har vi ofte nye børn, vi tager ekstra hensyn til, og for disse børn omhandler dagligdagen ofte læring i forhold til dét at vænne sig til rutinerne, og dét at gå i daginstitution. For alle stuernes børn har vi ture ud af huset og kreative aktiviteter med børnene tilpasset deres udvikling. Vi prioriterer tryghed og nærhed og har altid tid til et ekstra kram. Vi gør os tilgængelige for børnene, og det betyder, at vi sidder på gulvet sammen med dem. Alle lokaler betragter vi som læringsmiljøer, herunder også garderoben og badeværelset. Vi følger til enhver tid kommunens regler for, hvornår børnene rykker fra vuggestue til børnehave.
I børnehavens 3-4 års stue har vi første fælles aktivitet omkring kl. 9.30. Forinden har dit barn haft mulighed for at spise sin formiddagsmad, når sulten melder sig. Formiddagsaktiviteten og børnenes lege afsluttes omkring kl. 10.40, og så gør vi klar til frokosten.
Frokost serveres omkring kl. 11 og for vuggestuebørnene lidt tidligere. Når frokosten er spist, skal alle, der ikke skal sove lur, på legepladsen. Vi er ude i alt slags vejr, så det er vigtigt, at alle børn har passende påklædning med hjemme fra. Ved risiko for farligt vejr vurderer det pædagogiske personale situationen og tager stilling til om børnene bliver inde.
Børnehavebørn har også mulighed for at tage en lur, vi har madrasser til børnene. Nogle vuggestuebørn sover to lure, de kan derfor få serveret deres frokost på et andet tidspunkt end de andre børn.
Den 1. april, året før dit barn skal starte i skole, rykker barnet til storegruppen. I storegruppen starter dagen på samme måde som hos de andre børnehavestuer. Fokus i denne gruppe ud over trivsel, læring, dannelse og udvikling er at gøre dem skoleparate. I Havrevænget består ”skoleparathed” i at være selvhjulpen, at kende egne grænser, at kunne vente på tur, at tro på sig selv og være en god ven – og det gør vi i tæt samarbejde med jer forældre. Bogstaver og tal lader vi skolen om at lære dit barn.
Når vi har været på legepladsen, spiser vi vores medbragte eftermiddagsmad. Det er omkring kl. 14. Herefter leger dit barn enten i børnefællesskabet eller i en voksenstyret leg eller aktivitet, indtil I forældre kommer for at hente.