Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores børnesyn

Billede
To børn planter blomster

I Havrevænget gør vi vores yderste for, i tæt samarbejde med jer forældre, at dit barn trives, udvikles og dannes gennem leg og aktiviteter i trygge børnefællesskaber sammen med voksne, der viser glæde og anerkendelse for barnet.

Vi vægter en anerkendende, ressource- og relationsorienteret tilgang til det enkelte barn og bruger ICDP som metode. Du kan læse mere om ICDP under fanen Metoder.

I Havrevænget har dit barn værdi i sig selv, og vi tror på, at alle børn gør det bedste, de kan i en given situation og inden for de rammer, vi voksne har stillet for dem. Hvis vi vurderer, at dit barn eller en børnegruppe i en periode har behov for en ekstra indsats, iværksætter vi et fokuseret forløb for barnet eller børnegruppen, inden for de rammer vi som almen daginstitution kan tilbyde. Dertil kan vi søge hjælp og sparring i kommunens PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).

Vi prioriterer dit barns søvnbehov og både vuggestue- og børnehavebørn har mulighed for at tage en lur i løbet af dagen. Søvn er afgørende for dit barns hukommelse, indlæring, immunforsvar med mere og børn, der får lov at sove middagslur til de vågner, sover også bedre om natten, fortæller vores sundhedsplejerske. Det betyder, at vi i udgangspunktet ikke vækker dit barn fra lur. Vi vil altid forsøge i samarbejde med jer forældre at finde den bedste løsning for jeres barns søvn, tilpasset individuelle behov, alder og udvikling.